Kirsten Birgits guddommelige to’er

Det forbandede ved at lave en kæmpesucces første gang man prøver kræfter med en ny kunstart er, at på et eller andet tidpunkt, kommer man uvægerligt til at skulle lave en to’er. ”Den svære to’er”, som den med bæven i stemmen kaldes blandt kunstnere.  
Derfor var det også med tårnhøje forventninger, men samtidigt med frygten for at blive slemt skuffet at Showstarters udsendte anmelder satte sig til rette i de røde veloursæder i rejsekongens Simon Spies’ gamle sengekantsbiograf, Bremen Teateret, i København for at overvære Frederik Cilius og Rasmus Bruuns længe ventede to’er, ’Sommeren På Birgit Ø. 
En forestilling, som de to komiske genier har sat i scene, i samarbejde med Karen Lundsby Andersen, der også stod bag teatersuccesen Det Skide Show fra 2018. Why change a winning team, synes tanken at være.
Min ledsager puffede til mig med sin venstre albue og viste mig med sine to krydsede fingre, at hun havde tænkt præcist det samme som mig. Hendes blik sagde det hele: ”Den svære to’er, puha, hva Dorte?” Jeg puffede let igen, nikkede indforstået til hende og svarede så: ”Ja, så er man da godt nok lige glad for, at man ikke skal stå deroppe.” hvortil hun svarede: ”Ja! Fy for py for. ” og så gik tæppet for. 
Den altid begavede og fremragende Frederik Cilius indtager i sin vante skikkelse som Kirsten Birgit både himmel og helvede og sørger fra første minut for, at få publikum til at læne sig tilbage og nyde den morskabsrutsjebane, som de to komiske genier har besluttet sig for at tage deres publikum med på.  
Rørende bliver det også, når Rasmus Bruun på forunderlig vis viser, at han er i stand til at finde frem til kernen i sit svært forvredne og hykleriske alterego, Rasmus Bruun, og dermed sætter fingeren på det store betændte sår, der væsker inde i os alle sammen, som de moderne politisk korrekte mennesker med børn, bolig – og billån, de fleste af os i bund og grund er.
”Så! Har du set? Nu slår han sgu Kirsten Birgit ihjel, Dorte!” udbrød min ledsager inden, der bagfra blev tysset på hende og jeg beroligende hviskede tilbage: ”Det tror jeg ikke, for de skal jo have smør på brødet og man slagter da ikke ens pengeko.” hvortil hun svarede: ”Det tror jeg dælme de gør Dorthe.” 
Det hele går dog op i en højere enhed og der er tempo på fra start til slut, så man er super godt underholdt under hele forestillingen og så glemmer man rent, at det var den svære to’er. måske fordi de får det hele til at se så legende let ud. 
Man får som publikum også lidt at tænke over og så tør jeg NOK at sige, at jeg blev lidt overrasket da jeg så, hvad de havde fundet på til os ude i foyeren.

Seks ud af seks våde sæder.

SommerenPåBirgitø_vertikal_1350x1080.jpg

“Super godt underholdt under hele forestillingen”.

imageresizer.jpeg